Lærer på Atheneskolen i Søborg

Af Nicolas Arnvig

Hvordan definerer du højt begavede børn?
Her på skolen bliver de defineret ud fra en WISC test. Den skal helst ligge over 130. Det er ikke nødvendigvis en samlet IQ, der ligger til grund. Man kan godt score rigtig højt i noget og lavt i noget andet. Så den samlede IQ bliver egentlig lavere. Selv kigger jeg sjældent på en WISC test, fordi jeg ikke vil vurdere et barn ud fra et skema. Jeg vil hellere se, hvordan barnet er. Tit synes jeg, man kan se intelligens på børn, se det i øjnene.

Hvordan er de at undervise?
Jeg tror, de er lige så forskellige, som alle mulige andre børn. Det kommer også an på, hvor deres forcer ligger. Hvad de er gode til og ikke så gode til. Nogle er så dygtige til at undervise sig selv, at det de behøver, er at lære at begå sig socialt. Så er der dem, man skal undervise. Vi finder hurtigt ud af, om det er flittige elever, eller om det er elever, der har hoppet for nemt over tingene, fordi de har haft nemt ved det. Så er der meget stof, de ikke kan.

Det er svært at lære børn det, de skulle have lært, da de var små. Der er nogen, der har en forfærdelig håndskrift helt op til 6.-7. Klasse. Selvom de har stavet rigtig, kan man ikke læse det, og det bliver noteret som forkert. De elever skal man tvinge til at side med en håndskrift bog fra 1. – 4. klasse. Det er rigtig svært. Nogle gør det. Andre hænger fast i det gamle.

Der er også ulemper, når man har så let ved tingene. Det kedelige rutinearbejde springer man over, som man får brug for senere. Det giver huller.

Og der er dem, der er på et meget højere niveau end klassen. Dem prøver vi at bremse lidt og udvide i bredden i stedet for. Så det ikke ender med at de keder sig konstant. Det kan i litteratur være en bestemt forfatter eller et område. Så finder vi andre bøger af forfatteren, bøger der ligner forfatterens, skrevet på samme tid eller er skrevet anderledes. Så får eleverne interesseret sig for noget, som er på linje med det, de andre laver, og som ikke går ud over det næste klassetrin.

Det er så lidt sværere i matematik. Læreren kan finde andre former at arbejde med. Det er vigtigt, man giver de børn udfordringer, der er, der hvor de er. Vi laver meget af vores undervisningsmaterialer selv. For det vi kan få og købe er ikke godt nok. Mange af de opgaver vi laver, er målrettet det barn, som enten skal udfordres eller have lappet huller i sin viden.

Hvad gør en glad, når man underviser dem?
Det allerbedste er at undervise på et højt fagligt niveau. De lærere, der er ansat her, er for det meste akademikere eller universitetsstuderende. Det betyder, at vi er vant til at arbejde på et højere niveau end i folkeskolen. Det er begrænset morsomt at lære folk at sætte kommaer og stave hele tiden.

Børnene er begejstrede, når de kan se ting i litteraturen og lynhurtigt fange detaljer i historie. Der bliver tid til at gå i dybden, fortælle om spændende ting, tage på ture og se noget man ellers ikke får set. Det gør én glad.

Nogen elever forstår det på et højere plan. Jeg har et eftermiddagshold i fransk. Og hvis der så kommer et uregelmæssigt verbum, så er der en eller anden kvik der siger: ”Det må hedde sådan eller sådan”. Man kan se, de bruger hjernen, at de tager deres viden i anvendelse og får noget fornuftigt ud af det. Det gør én glad.

Er der så noget træls ved at undervise dem?
De evige spørgsmål, især fra dem, der skal være rigtig rigtig smarte. Og rigtig kloge. Der er meget ordkløveri. Jeg taler heller ikke altid perfekt og vrøvler i det. Så farer de over én som en høg. Sådan er jeg også selv, men nogen gange siger jeg til dem, du ved jo godt, hvad jeg mener, så lad være med det ordkløveri. Dem har vi frygtelig mange af på skolen. Og især de mindre børn, tager det meget bogstaveligt, det man siger.

Hvis du siger til et barn, sæt dig ned. Kan barnet finde på at sætte sig på gulvet, bordet eller på katederet. For du har jo ikke sagt, hvor henne. Men hvis vi siger: ”Sæt dig på din stol” – er det der, barnet sætter sig. Sådan er de her børn. Nogen gange har man overskud til det, og andre gange bliver man lidt træt.

Der er tendens til, at man meget gerne vil høre sig selv tale. Har vi en gæst, der skal holde foredrag. Skal jeg huske at sige: ”Husk nu at høre efter, hvad vores gæst vil sige, fordi I kan altid høre jer selv tale.” Nogen gange er der ligefrem foredragskapring – det vil sige en elev, som overtager foredraget og taler selv. Det tror jeg, er typisk for de her børn. Ellers er der ikke så meget negativt om de her børn.

Hvorfor har børnene valgt at gå her ude i stedet for en folkeskole?
Nogen har valgt det på grund af de faglige udfordringer, nogle fordi de tror, her er mere stille. Det arbejder vi stadig på. Og det er blevet bedre, fordi der ikke er så meget larm mere. Rigtig mange kommer her, fordi de er blevet drillet og mobbet, fordi de er anderledes end andre børn.

De har ikke kunnet finde venner, som de finder her. Derfor bliver de glade for at være her. Og de får lyst til at lære og bruge deres hjerne. Hvis man ikke har det godt, bliver drillet og ikke trives, så har man ikke særlig meget lyst til at lære noget.

Hvordan er de anderledes i forhold til almindelige folkeskoleelever?
De interesserer sig for andre ting. Det kan være filosofiske og eksistensproblemer, som hvor kommer vi fra? Hvad skal vi her? Noget med rumforskning? Og matematik på et højt plan. De ved de mest underlige ting. Gerne noget med rekorder, stort og småt, verdens højeste dit og tungeste dat. Nogen kalder det nørdet. Det gør vi også selv. Vi bruger det ikke som et skældsord, men synes faktisk, det er sjovt, at man dyrker et eller andet ud i det ekstreme.

De gider heller ikke modetøj. Jeg kender ikke nogen her, der går op i mode. Ikke meget i hvert fald. Man skal ikke være klædt eller klippet på en bestemt møde, kort hår eller langt hår eller skaldet. Man bestemmer helt selv. Så på den måde adskiller de sig også.

Hvorfor skal man så hjælpe dem?
På grund af menneskelige årsager. Det er synd, at nogen går til grunde på grund af, at de mistrives. Dels skal man hjælpe dem på grund af samfundsmæssige årsager, så de får noget ud godt af deres gode hoved. Man skal dyrke dygtige børn. Så de er til gavn både for sig selv og for samfundet, så de ikke bliver tabt på gulvet.

Hvordan skal man så hjælpe dem?
Vi er jo ikke eksperter her på skolen, men gør os erfaringer. Efterhånden finder vi frem til, hvad der virker og ikke virker. Højt begavede børn er ligeså forskellige som andre børn og skal hjælpes på forskellige måder.

Nogen skal hjælpes til at begå sig socialt og lære sociale spilleregler. Social intelligens er ikke noget vores elever lider særligt meget af. De skal ikke være selvhævdende, selvom de har en god hjerne. Det er tit, vi skal lære dem at opføre sig ordentlig, være hensynsfulde og betænksomme over for andre. Men det er bestemt ikke alle.

Nogen kommer i højst underligt tøj, fordi de ikke går op i tøj, men der er grænser. Man skal for eksempel gå i bad og sørge for, at ens negle er pæne og rene og tøjet er helt. Det er der også nogen, der skal have lidt hjælp med.

Tit kommer de og spørger om alt muligt, som vi ikke har tid til at svare på og tage sig af. Her finder vi opgaver, der udvikler de områder, de mangler. Og på den måde udvikle det.
Der er nogen, som ikke bryder sig om, at stå foran en forsamling og tale, men som er god til det skriftlige, og til at læse. Men man er nødt til at lære at stå foran en forsamling og fortælle noget. Det kan vi så øve dem i og på forskellige måder hjælpe dem. Og på den måde udvikle det, der er godt.

Hvordan kan man hjælpe lærere til at bedre forstå højt begavede børn?
Der findes mange bøger, og man kan finde ud af, hvad der virker. Give materialet til lærerne, som kan afprøve det. Det er en god ide at forstå, hvordan de højt begavede børn tænker. Det lykkes ikke altid at forstå dem alle, fordi de også er forskellige.

Vi har tænkt på, at interviewe tidligere elever og høre, hvad de fik ud af at gå her, hvad de savner, hvad der ikke var godt, hvad de tænkte, da kom her og hvad der skete i forhold til dem selv, kammerater, lærere eller undervisningen eller noget andet. Vi kunne lære noget af det og blive endnu bedre.

Kan du give nogen råd til lærerne?
Have respekt for børnene. Det betyder ikke, at man ikke kan give en klasse en ordentlig skideballe, hvis der har været uro i klassen eller de ikke har opført sig ordentlig. Men man skal respektere hver enkelt elev som individ og aldrig tale ned til dem. Selvom det er et barn, der græder og skal trøstes, er det stadig et individ på linje med én selv. Når de føler, man respekterer dem, kan man lave skæg med dem og de ved, de kan stole på dig. Er der en grundlæggende respekt, og man kan lide dem, kan man jo sige alt.

Oplever nogen elever, man ikke respekterer dem eller bryder sig om dem, så er de i forsvarsposition. Du får et skævt forhold, og det tror jeg i højere grad gælder højt begavede børn end andre. De er ofte sensitive, og derfor kan de tydeligt mærke, hvordan man har det med dem.
Heldigvis er der ikke nogen børn her, jeg ikke kan lide. Der er nogen børn, jeg ikke er så meget på bølgelængde med. Vi taler ikke på samme måde eller synes ikke de samme ting er sjove, men jeg har nemt ved at respektere dem. Man kan ikke komme her som gammeldags folkeskolelærer og tro man har autoritet, bare fordi man er voksen. Det accepterer børnene ikke. Dertil kommer, at vi skal vide en del. Man kan altid slå ting op, og man skal for alt i verden, ikke lade som om, man ved alt. For det finder de hurtigt ud af, man ikke gør. Alligevel skal man kunne svare på en del på stående fod, for det giver respekt, og man skal være fagligt velfunderet.

Hvad synes du, der er det vigtigste budskab omkring højt begavede?
Det er mennesker, der har en evne, som man skal udnytte, men ikke nødvendigvis beundre. De har fået det ”forærende” og ikke knoklet sig til det. Har man talent for at spille klaver, så er det fem procent talent og 95 procent slid og øvelse, før du bliver til noget. Og det slid skal man beundre.

Budskabet er, at det er vigtigt at udnytte potentialet, for ellers ”dør” de højt begavede børn. Det er synd, ikke udnytte det potentiale de har, både for sig selv men også i samfundet.

Og budskabet til folkeskolen er, at læreren skal have øjne for de elever, før det går galt. Der er ikke alle højt begavede, der er mobbeofre. Men man skal finde ud af, om det kunne være årsagen. Man skal lære børnene, at man ikke behøver at være på universitetsniveau, når man er 13 år. Højtbegavede børn har det med hurtigt at blive færdige. Får de en prøve med 20 spørgsmål, tror de, det gælder om først at komme til spørgsmål tyve. Når de så afleverer, har de sprunget halvdelen af spørgsmålene over og resten er forkerte, så man må sige: ”Om igen. Du er nødt til at svare rigtigt”. Det bliver børnene ekstremt sure over. Det kan være en udfordring.